Gå videre til hovedindholdet

 

 

Sort Snaks lytterundersøgelse 2022: Blev vi klogere? 

Lars Noe Lauridsen: @larsnoe 

I september måned bad Sort Snak vores lyttere om at svare på en række spørgsmål i vores lytter-

undersøgelse. Det var der heldigvis mange, som havde lyst til. Næsten 600 svarede. 597 for at være 

helt præcis.

 

Det er vi meget taknemmelige for, og det forpligter naturligvis, at I har lyst til at bruge tid på at gøre 

os klogere. På sigt har vi store planer for, hvordan den indsamlede viden kan gøre Sort Snak endnu 

bedre. Men som første skridt synes vi, at vi skylder jer en tilbagemelding på nogle af de mest 

interessante resultater af undersøgelsen. Derfor dette lille skriv.

 

Ingen huller i osten

Indrømmet: Vi havde det lidt på fornemmelsen. Men grundlæggende er I glade for Sort Snak derude bag 

ørebøfferne.


Ligesom i den seneste undersøgelse fra 2018, har vi denne gang spurgt til tilfredshed på en skala 

fra 1-10. Resultatet er meget fine 8,4. Det er sjovt nok præcis den samme score som i 2018. Måske 

lige så interessant er, at tilfredsheden ligger på ca. samme niveau på tværs af aldersgrupperne i 

undersøgelsen.

 

I lyttere ser mest frem til opsamlingerne med f.eks. Claus Steinlein (70% finder dem meget interessante) 

mens lidt færre (39%) finder de ugentlige paneldebatter ”meget interessante”. Sådan vil det være. Vi 

er glade for, at vi kan tilbyde noget helt særligt at lytte til qua et godt forhold til klubben, men vi ser det 

også som en meget vigtig opgave, at give vores lille bidrag til den løbende og meget livlige debat 

omkring FC Midtjylland.  

 

 

 

Sort Snaks lyttere er meget loyale. Cirka halvdelen af lytterne i undersøgelsen (54%) lytter til samtlige 

udsendelser. 62% ville med meget stor sandsynlighed anbefale os til venner og bekendte.* 

 

Vi har svært ved at få armene ned.

   

Hunger in Paradise

Vi er glade og stolte, men vi har ikke lavet undersøgelsen for at få at vide, hvor fede vi er.

Vi vil tværtimod bruge den til at kigge på, hvor vi kan blive bedre, og hvordan vi kan ramme endnu 

flere Midtjylland-fans og -interesserede.

 

Den som opgiver at blive bedre, ophører med at være god, I ved.

 

Og der er heldigvis flere ting at tage fat i. Nogle af dem, er mere praktiske end andre:

Flere har bemærket lydkvaliteten, som har været svingende. I denne sæson er vi begyndt at 

arbejde mere digitalt, når vi laver udsendelser, frem for at panelet mødes fysisk. Det giver os en 

række planlægningsmæssige fordele, og tillader os at lave lidt flere udsendelser. Det er et område, 

vi stadig skal lære at beherske helt, men vi arbejder hårdt på, at lyden bliver optimal og at vi samtidig 

bevarer dynamikken imellem deltagerne.

 

Så er der formaterne på udsendelserne. Mange er tilfredse med de nuværende formater. Lidt flere 

synes paneludsendelserne er for lange, end for korte. Vi overvejer løbende, hvordan man kan ramme 

længden bedst muligt. Skal vi skrue på længden? Skal vi dele udsendelserne op? Vi kommer til at 

overveje det hen over den lange mørke vinter uden FC Midtjylland-kampe. Allerede nu har vi dog 

forsøgt os med korte live-udsendelser på Twitter. Både på Deadline Day og som nedtakt på 

Feyenoord-kampen. Om det bliver en succes vi skal beholde, må tiden vise. Liveudsendelserne kan i

hvert fald tilbyde noget andet, end de ”normale” udsendelser.

 

Hvad er Sort Snaks vigtigste opgave?

Noget af det mest interessante ved svarene i undersøgelsen handler om, hvad Sort Snak skal være 

for en størrelse. Hvad er Sort Snaks vigtigste opgave som en del af fællesskabet omkring FCM?

 

Lytternes top tre ser således ud:

1.     Sort Snak skal være stærke på fodboldfaglige diskussioner

2.     Sort Snak skal holde mig opdateret på nyheder om FC Midtjylland.

3.     Sort Snak skal levere indhold, man ikke kan finde i andre medier.

 

Denne viden kommer vi til at arbejde meget målrettet med fremover. Vi ved endnu ikke hvor vi ender, 

men vi ved, at det i høj grad er på disse områder, vi skal levere. Allerede nu kan vi dog sige, at vi 

leder med lys og lygte efter et tungere fodboldtaktisk indslag i Sort Snak. Så hvis du kender den 

rigtige person, som kan tilføre lidt af det, så lad os endelig høre om det.

 

Endelig er det interessant for os at vide, om vi rammer bredt nok blandt de FCM-interesserede. Vi 

løber ikke fra, at vi selv er inkarnerede fans, og det vil udsendelserne naturligvis bære præg af. Vi 

håber, at vi husker at få nuancerne med. Ellers må I sige til.

 

Vi er også en flok halvgamle mænd. Det løber vi heller ikke fra. Fordi vi ikke har farten i stængerne 

længere. Hvis mængden af far-jokes skræmmer for mange væk, skal vi måske overveje, om vi kan 

supplere med noget andet relevant til dem.

 

   

 

Fakta er nemlig, at vi er et stykke fra at have en lytterskare i perfekt, demografisk ligevægt: 95% af 

lytterne i undersøgelsen er mænd. Og 61% er i aldersgruppen 20-39 år. Samtidig kan vi se, at de fans 

som følger klubben allertættest, lytter lidt mindre til os, end resten. Det er god viden, og vi vil bruge 

det aktivt til at diskutere og udvikle på Sort Snaks fremtid.

 

Det glæder vi os til. Indtil da: Vi ses på stadion!

 


Husk at du kan støtte det frivillige arbejde i Sort Snak gennem løbende bidrag på 

10’er.dk: https://sortsnakpodcast.10er.app/ 

 

*svarer 9 eller 10 på spørgsmålet: ”Hvor stor er sandsynligheden for, at du ville Anbefale Sort Snak til venner eller bekendte? Samlet NPS-score for 

Sort snak er 52.

 



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Transfervinduet sommer 2023 Sort Snak

 Transfers er vores Lalandia  Sommervinduet 2023 er nu lukket. Og det blev et vindue til historiebøgerne. 24 spillere kravlede ind ad vinduet, 22 ud. Nogle nåede endda både at kravle ind og ud inden midnatsklokken ringede 2. september ind. Det blev også det dyreste vindue nogensinde i Midtjylland. Og faktisk i hele Superligaens historie. Ifølge Transfermarkt bligte Svend og co. hele 19,88 mio €, svarende til næsten 150 mio. DKK. Et beløb, som slog FCKs rekordvindue fra sommeren 22/23 med næsten 30 mio.  På udsiden var det naturligvis mest bemærkelsesværdigt at Gustav Isaksen fik et stort skifte til SS Lazio. Som bemærket i transferquizzen, sendte FCM dog hele to spillere til en Top5-liga, da Sory Kaba blev sendt til Las Palams i La Liga.   #Sortepenge siger tak for denne gang. Tak for alle tipsene og den fine debat.  Vi ses når vinduet åbner igen - og på Stadion!    Siden er senest opdateret 17. september 16:52.   Bekræftede transfers I...

Velkommen til Sort Snak Transferquizzen!

Alt imens Svend & co. jagter gode handler og forstærkninger, har vi i Sort Snak sat os for, at finde denne sommers Midtjylland-Transfer-guru. Knap 600 Midtjylland fans nåede at kigge i krystalkuglen og afgive svar, inden deadline den 25. juni kl. 23.59. Et fremragende resultat. Verdensklasse! På denne side opdaterer vi løbende status på svar og den samlede stilling i Transferquizzen. Vi opdaterer, så snart der er nyt. Se både spørgsmål og samlet stilling nedenfor. Husk at Sort Snak laves af fans til fans. Det er alle jer som støtter os, som får det til at løbe rundt. Blandt andet at lave quizzer som denne, sende ugentlige podcasts, lave særudsendelser og det vi ellers finder på. Du kan støtte Sort Snak gennem 10'er.dk. Læs mere her: Sort Snak 10'er.dk   Sort Snak dækker sommerens transferaktiviteter tæt og vil løbende opdatere på rygter og handler, herunder stillingen i Transferquizzen. Konkurrencen slutter ved transfervinduets Deadline Day d. 1. septem...